Det vildeste bud
Men apropos moderne. Hvordan har klaversonaten klaret sig, siden Beethoven satte kronen på værket med sin “Hammerklaversonate” fra 1818 fulgt af de sidste tre sære, bevægende klaversonater?
Et nyt album med sonater af Thomas Agerfeldt Olesen giver et fingerpeg om, hvor stærkt et koncept den klassiske klaversonate har vist sig at være.
Efter et Lille Mirakelpræludium, hvor den 55-årige danske komponist får en ny, lyrisk enkelhed ud af at bytte rundt på tonerne i et stykke af Bach, giver han i sin store klaversonate fra 2019 det vildeste bud på en nutidig klaversonate af samme dimensioner som Beethovens tre kvarter lange “Hammerklaversonate”.
Musikken kaster sig ud i en gennemtrawling af Beethoven og alt det, der fulgte.
Man tænker på Liszt, men også på Schubert, Chopin og Ravel, mens den Britiske specialist i samtidsmusik, Rolf Hind, ved flyglet, begynder at rømme sig og tale med både komponisten og sin egen stemme. Det er lige så grænsesprængende som Beethovens “Hammerklaversonate” var for 200 år siden.
Sammen med de seks fascinerende minisonater af bare halvandet til to et halvt minuts varighed, gav Agerfeldt Olesens “Piano Sonata” mig så meget optur. Jeg har lyttet med øjenbrynene stadig mere løftet og et stadig større smil om munden.
Her er ærlighed, sårbarhed og vilje til det ekstreme. Den klassiske klaversonate lever, har det godt og har ikke tænkt sig at stoppe her, skulle jeg hilse og sige.
Thomas Michelsen, Politiken
Koncertkalender
