Billedforfald og sangdans
CD-kritik af "Der Wind bläset wo er will", DACAPO 8.226586
Thomas Agerfeldt Olesen: »Der Wind bläset wo er will«.
Det er altså mesterligt, hvordan Thomas Agerfeldt Olesen balancerer kaotiske orkaner med drømmende idyl på sit nye album.
Blæsten har inspireret mange komponister gennem tiden, men orkesterværket Der Wind bläset wo er will (2011) er ikke desto mindre et frisk pust med mange facetter: fra en organiseret storm, hvis motiver føles både truende og velkendte, over en insisterende dryppen, som var regnen lige uden for vinduet, til en nærmest romantisk brise.
Til minde om min mor (2014), en cellokoncert, begynder med trinvise løb, der langsomt folder sig ud og får dybde af orkestret. Hele værket skifter generelt mellem avancerede teknikøvelser for cello og hjerteskærende melodiske sektioner, men det kan jeg vistnok meget godt lide, for det føles hverken kedeligt eller ensformigt, snarere fængende og smukt. Jeg kommer til at høre mere Agerfeldt Olesen!
Niclas Nørby Hundahl, Seismograf, 10. december
To vidt forskellige orkesterværker
Thomas Agerfeldt Olesen er en vores mest markante komponister, og på en ny cd fra Dacapo kan man høre to af hans store orkesterværker fra 2010’erne: ”Der Wind bläset wo er will” fra 2011 og hans cellokoncert, der stammer fra 2014 og blev revideret et par år senere. Det er bestemt ikke noget tilfælde, at celloen blev soloinstrumentet i denne koncert, der spilles i én sats, men alligevel har fire satsbetegnelser. Thomas begyndte nemlig allerede i seksårsalderen at spille cello, og nogle få år senere havde den musikalske knægt lyttet til komponister som Per Nørgård, Niels Viggo Bentzon og Olivier Messiaen.
I teksthæftet til udgivelsen fortæller Agerfeldt Olesen om baggrunden for cellokoncertens tilblivelse, og at den fik titlen ”til minde om min mor”. Værket opstod nemlig, mens ”min familie og jeg passede min mor, da hun lå for døden. Jeg ser, at stykket er blevet en slags rondo. Musikken ville gerne have et sted at vende tilbage til – måske fordi min mor altid var en, jeg kunne vende tilbage til ...”.
Den tysk-canadiske cellist Johannes Moser spiller solopartiet i den fængslende koncert, og DR Symfoniorkestret dirigeres af hollænderen Otto Tausk, der til dagligt er musikchef for Vancouver Symfoniorkester. Det er samme besætning, der tolker det første værk på skiven, om ”vinden, der blæser, hvor den vil”. Her er vi inde i et betydeligt mere spraglet farvand, hvor det i visse passager kan opleves, som om noderne står som skumsprøjt i en sejlads ned ad en frådende fos. Ikke umiddelbart tilgængelig musik, men en spændende udfordring at stifte bekendtskab med.
Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad, 10. december
CD-Review: Thomas Agerfeldt Olesen – Der Wind bläset wo er will
Wenn ich mich dafür entscheide, über eine Aufnahme zu schreiben, dann liegen dem oft Charakteristika der beteiligten Künstler/innen zugrunde. Im Fall der vorliegenden Produktion – der Aufnahme zweier Orchesterwerke des dänischen Komponisten Thomas Agerfeldt Olesen mit dem Danish National Symphony Orchestra unter Otto Tausk, sowie dem Cellisten Johannes Moser – waren es die besonderen Eigenschaften der Musik des Komponisten, die mich sofort angesprochen haben. In der Diskussion über seine Werke wird oft von Räumen oder Räumlichkeit gesprochen, die mich aus sich heraus auch interessiert hat.
Die Aufnahme
Gerade das Titelwerk “Der Wind bläset wo er will”, Olesens bisher größtes Orchesterwerk, lässt in sich immer wieder eigene, kleine Sphären entstehen. Und das Danish National Symphony Orchestra präsentiert das Werk mit viel Gestaltungsliebe. Olesen hatte beim Komponieren einen Besuch im Wald im Kopf, bei dem so mancher ja die arbiträren, nicht vom Menschen gestaltbaren Eigenschaften der Natur nicht wahrnimmt, sondern nur ein von sich selbst vorgefertigtes Bild des Naturerlebnisses zulässt. Der Komponist wollte dem etwas entgegensetzen, und mit ungewöhnlichen und überraschenden Räumlichkeiten und Harmonien das Unerwartbare in der Natur betonen. Das Orchester setzt das sehr bildlich erzählend um, indem die Musiker/innen die vielen impulsstarken Gestaltungselemente unter anderem des reich besetzten Schlagwerks eindringlich, ernsthaft, zugleich aber auch mit Witz und Ironie gestalten.
Ungewöhnliche Harmonien?
Damit wären wir beim für mich zweiten, großen Attribut dieser Musik. Olesens geschriebene Mischung aus überraschenden Akkorden und Akkordverläufen, und Referenzen auf frühere Epochen lähmt den zuckenden Finger auf der Skip-Taste des Musikplayers effektiv. Zeigt das Ensemble hier doch eine fast atemberaubende Interpretationssicherheit in der tief ins Werk verwobenen Mikrotonalität. Fehlende Klarheit wirkt da ja schnell mal so gar nicht gut. Aber nicht nur im Kleinen, auch die großen Erzählungen hat das Orchester raus, und blättert mit genau der richtigen Geschwindigkeit und Variabilität durch die vielen Seiten dieser reizvollen Wald-Geschichte, wird bei den Chopin-Verweisen im letzten Satz dann sogar etwas symphonisch.
Als Hörer schon reich beschenkt mit diesem ersten Teil, folgt dann das Cellokonzert, wobei Johannes Moser den Solopart übernimmt. Und da bekommt diese CD nochmal eine weitere Dimension an Attraktivität. Olesen, selbst ausgebildeter Cellist, komponierte hier vielleicht genau wegen des eigenen Hintergrundes ungewöhnlich und frisch. Die lange Kadenz am Anfang besteht fast komplett aus einer lebhaften Mixtur von modalen Skalen, die spielerisch, mit fast kindlicher Unruhe angelegt sind.
Thomas Agerfeldt Olesen und das Werk
Und das Kindliche findet sich öfter in diesem Werk. Olesen schrieb das Konzert während seine Mutter im Sterben lag, die für ihn in bewegten Lebensphasen ein sicherer Hafen war. Während ihrer Pflege durch die Familie flossen viele Emotionen in das neue Werk ein, die der Komponist mit Strukturen zu bändigen versuchte. Strukturen, an die er sich jedoch heute nicht mehr genau erinnert. Diesem sehr persönlichen und intimen Hintergrund werden alle an der Aufnahme beteiligten Musiker/innen so vortrefflich gerecht, dass man beim Hören sehr leicht Geist und Herz mitfühlen lassen kann.
Johannes Moser, über alle technischen Anforderungen erhaben, geht so warmherzig die Zusammenarbeit mit dem Orchester ein, nimmt deren Stimmungen auf, fügt sich nahtlos ein wenn erforderlich. Mit seinem eigenen, charakteristisch im Vibrato gestalteten Ton ist er der perfekte Interpret für dieses Konzert, um die vielen flehenden Melodien ausdrucksstark zu gestalten, und damit Einblick in die wilde Gefühlswelt des Komponisten zu geben. Seine große Erfahrung in der Neuen Musik wird eindrucksvoll hörbar, wenn er wieder und wieder mit traumwandlerischer Sicherheit anspruchsvolle Harmonieverläufe gemeinsam mit dem Orchester zu einem musikalischen Gesamtbild formt, wodurch die Hörer/innen die Musik unverstellt als Verbildlichung von Gefühlen erleben können. Gerade im letzten Satz steigert Moser Hand in Hand mit den Bläsern, und lässt dann am Schluss zusammen mit den Streichern die Musik verschwinden.
Resümee
Weiterhin fällt auch Olesens Lust auf Instrumentierung auf. Während im ersten Werk unter anderem eine singende Säge zu hören ist, wirkt im Cellokonzert erfreulicherweise die in größeren klassischen Ensembles leider selten anzutreffende Konzertgitarre mit.
In dieser Aufnahme treffen verschiedene Charaktere aufeinander, und kombinieren ihre Stärken zu einem Hörerlebnis mit großer Tiefe. Ein weiteres Beispiel dafür, wieviel man verpassen kann, wenn man an Neuer Musik „vorbeihört“.
Stefan Pillhofer, Orchestergraben, 2. Februar
CD review
Thomas Agerfeldt OLESEN (b. 1969)
Der Wind bläset wo er will
This is the second portrait disc Dacapo have dedicated to the work of Thomas Agerfeldt Olesen although the first, Tonkraftwerk (8.226509) was released way back in 2004. That issue’s title track is a quirky and memorable piece for chamber orchestra which subtly and at times humorously evokes industrial machinery. Whilst I enjoyed that disc, I haven’t thus far encountered Dacapo’s 2016 DVD of Olesen’s ‘choreographic opera’ treatment of Oscar Wilde’s Picture of Dorian Grey (2.110415) although it seems to have garnered a sheaf of positive reviews. I hope the present issue is equally successful; it pairs a couple of Olesen’s big orchestral works from the last decade. Whilst they strike me as very different beasts both are colourful, accessible and eloquent. The concerto especially has left an indelible impression.
In a most lucid booklet note, Lasse Laursen reveals that Olesen originally conceived Der Wind bläset wo er will as a graphic drawing which he duly converted into an orchestral score. The title alludes to the unknown, unpredictable provenance and direction of the wind, a spontaneous quality which is immediately recognisable in the delicate threads of Olesen’s piece. Der Wind incorporates a single span of orchestral sound divided into five identifiable sections which Dacapo have helpfully tracked seperately. A jazzy double-bass figure seems to haunt the loose fusillade of spiralling woodwind arabesques, ethereally stratospheric strings and percussive emissions which comprise the work’s deftly atmospheric opening. Laursen mentions a pervading French influence and it’s palpable in the weave of the music even if it’s not altogether obvious in its pitches, intervals and harmony. Olesen’s playful experimentation is detectable throughout the piece. A modal, sinister melody in the strings from 5:30 seems to prefigure a transition into briefer, more clearly differentiated passages which are touched by repetition. The blasts of wind (imaginatively produced by a range of extended instrumental techniques) at the centre of this second panel is succeeded by a long unison melody. This persists and splinters, eventually morphing into a vaguely Messiaenic sounding central spread (marked meno mosso) which mutates into billowing, virile brass chords and sharp blasts of timpani and bass-drum (vividly captured by the Dacapo engineers). Peculiar dripping, twanging noises predominate at the outset of the fourth section before an eerie descending figure intervenes and threatens to rise, only to be dissuaded by the tappings and watery manifestations of Der Wind’s initial swirling gestures. During the final recapitulation Olesen revisits and re-orders some of the earlier material as the piece becomes increasingly immersive, eliciting a kind of vocal texture, one strand of a lush neo-romanticism which is frankly gorgeous. Straussian chamber textures pre-empt a conclusion which projects an unexpected sense of nostalgia. In the final reckoning Der Wind bläset wo er will is as unpredictable as it is compelling. Both playing and recording are stupendous.
Olesen originally trained as a cellist and his Cello Concerto of 2014 (revised a couple of years later) is an achingly personal essay. It’s dedicated to the memory of his mother and was composed in part as she endured her final illness. He is quoted in the booklet as perceiving the entire concerto as ‘a kind of rondo’, something that encapsulates the idea of ‘returning’, just as the composer was always able to return to his mother throughout his life, not least during times of crisis. The single movement design is again demarcated into four separately tracked sections. The opening seems to evoke the composer practising scales as a child – it’s familiar yet fresh, open-hearted and extremely attractive. The orchestral commentary begins to intensify after a minute and a half, accompaniment that wavers between tact and drama. The second idea (marked più mosso) is more varied but idiomatically and energetically conceived for the soloist (in this case the outstanding Johannes Moser) and the argument glides toward the initial opening scalar ideas with pleasing inevitability. En route there’s an abundance of colourful detail, most notably the spiky but apposite percussion and lots of pungent muted brass. At 4:40 the soloist emotes a pronounced, not-quite-resigned descending scale which leads again to a reprise of the initial theme. A denser, chordal passage for the cello acts as a bridge into the third panel. This is gentler initially, the orchestral accompaniment more chamber-like and luminous. At the core of this is a passionate yet somehow detached passage in which the soloist seems to be swimming against the orchestral backcloth, but at 3:45 their paths collide. I detect hints of Olesen’s compatriot Per Nørgård’s ‘infinity series’ in the regular, rapid pulse of this material. As this section subsides the dissonance and textural variety in the cello part seems to expand. A trombone fanfare heralds the beginning of the end. A reflective cello phrase is mirrored by mourning strings which stoically strive to remain upbeat. This extended closing section thus takes on the role of a threnody, albeit one not drenched in overt sadness. It’s an extremely strange and powerfully affecting farewell, not least when a stray, gentle guitar (of all things) seems to stumble into the room, joining in as it gradually gets the hang of the music. The initial theme is beautifully shoehorned into the conclusion. If this is the end, it’s a most agreeable one.
Olesen’s Cello Concerto is a wonderful find and worth the price of the disc on its own. Johannes Moser is completely inside it and it’s difficult to imagine a more emotionally powerful rendition. The Dutch conductor Otto Tausk is equally attuned to the essence of this singular piece and ensures world-class accompaniment from the DNSO. Dacapo’s teriffic recording exudes clarity – the balance between soloist and orchestra seems ideal.
These two substantial works add up to just under 50 minutes of exceptional contemporary music, but frankly who’s counting? In each case the sounds Thomas Agerfeldt Olesen has devised are utterly absorbing. He writes with tremendous sophistication and wit in the first piece and with an emotional directness in the second which is as daring as it is affecting. To echo the translation of the title of the first piece, both works last as long as they do. Each will amply reward any curious, sympathetic listener. That is surely enough.
Richard Hanlon, MusicWeb International, Feb. 2021
Avantgardetoner spillede sammen med folkemusik
Thomas Agerfeldt Olesen: Sinfonia Concertante. Copenhagen Phil, Den Danske Strygekvartet. Dirigent: Geoffrey Paterson. DKDM's Koncertsal d. 2.10 2020.
Den Danske Strygekvartet og Copenhagen Phil i fornemt samarbejde i Konservatoriets Koncertsal
Koncert
5 stjerner
AF PETER DÜRRFELD
Et symfoniorkesters opstilling på scenen kan udformes på forskellige måder alt efter dirigentens præferencer og komponistens eventuelle anvisninger. Men ved en spektakulær uropførelse i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg, København, i fredags, måtte man gnide øjnene en ekstra gang, da man synede opstillingen, for alle strygerne var splittet op i sektioner, så de dannede i alt otte strygekvartetter, og på den måde syntes cellogruppen på det nærmeste spredt for alle vinde. Og forrest på scenen, som en fortrop til det talstærke Copenhagen Phil, havde Den Danske Strygekvartet taget plads.
Det var et velovervejet alternativ og en del af en spektakulær uropførelse. Thomas Agerfeldt Olesens nye “Sinfonia Concertante” lød nok til at begynde med som et karakteristisk avantgardeværk, men var i bund og grund forankret i flere århundreder gamle klassiske traditioner – vi behøver bare minde om, at Mozart skrev to vidunderlige værker i genren, ét med en violinist og en bratschist foran orkestret og ét med fire blæsere som solister. I stedet havde Agerfeldt Olesen ret originalt en strygekvartet som de koncerterende solister. Og i melodisk forstand kom vi snart i smult vande, da både kvartet og orkester istemte et energisk stykke dansk folkemusik, en sekstur fra Vendsyssel. Det blev for alle genkendelsens glæde, for den havde Den Danske Strygekvartet som koncertens første programpunkt spillet med fynd og klem. Agerfeldt Olesen spandt sit spritnye, 30 minutter lange værk lystigt videre på seksturen og varierede det både i volumen og udformning med de triumferende messingblæsere som et effektivt bagtæppe af smældende lyd. Det nye værk blev hilst med næsten hujende bifald, ikke mindst rettet mod de fire strygere i Den Danske Strygekvartet: violinisterne Rune Tonsgaard Sørensen og Frederik Øland, Asbjørn Nørgård på bratsch og Fredrik Sjölin på cello. Det hører med til billedet, at de alle har en fortid som musikere i Copenhagen Phil.
En umulig mission lykkedes næsten
Thomas Agerfeldt Olesen: Juleoratorium. Århus Sinfonietta, Ars Nova Copenhagen m.fl. Dirigent: Carsten Seyer-Hansen. Holmens Kirke d. 11.12 2017.
Thomas Agerfeldt Olesens forsøg på at genkomponere Bachs juleoratorium havde gyldne øjeblikke
Har man sagt ”juleoratorium”, må man også sige Johann Sebastian Bach – eller? I Holmens Kirke i København kunne man mandag aften opleve den 48-årige komponist Thomas Agerfeldt Olesens forsøg på at gøre Bach kunsten efter – eller måske rettere holde et 2017-spejl op foran Bachs ikoniske værk fra 1730’erne. Olesen havde klogeligt undladt at konkurrere på længden, så hans samlede version varede under en time og holdt sig til den oprindelige tekst i de første tre af de i alt seks kantater, Bachs oratorium består af. I første del var der dog tilsat nogle såkaldte ”Pegida-tilråb”, opkaldt efter den indvandringskritiske bevægelse, der har haft fremgang i Tyskland. Det var mandsstemmerne i koret, der tog sig af de vrede tilråb i stil med ”Asylstop jetzt!” (hele værket blev sunget på tysk). I musikalsk sammenhæng kunne virkningen sammenlignes med de rasende udbrud fra den jødiske folkemængde i Bachs store passioner.
Evangelistens parti udgjorde et centralt element i oratoriet og blev på fornemste vis varetaget af Peter Lodahl, der også sang et par arier, heriblandt ”Herrscher des Himmels” (Himlens hersker), og ”Schliesse, mein Herze, dies selige Wunder” (Optag nu, mit hjerte, det salige under). Her kunne man glæde sig over liflige passager i blæserne fra Århus Sinfonietta. Ars Nova Copenhagen klarede i samarbejde med Vokalgruppen Concert Clemens og strygere fra Det Jyske Musikkonservatorium på overbevisende vis udfordringerne i de mange korpassager, og dirigenten Carsten Seyer-Hansen holdt godt sammen på tropperne – og overholdt de korte pauser mellem satserne, hvad der giver tilhørerne lejlighed til eftertanke.
En af de tanker, der meldte sig undervejs, var: Er Bach ikke bare bedre? Jo, da. Men Thomas Agerfeldt Olesen har tilsyneladende ikke stillet sig selv den opgave at måle sig med, endsige udkonkurrere sin store forgænger, men blot kastet sit blik i det omtalte nutidsspejl. Og kender man Bachs juleoratorium, blev det sats for sats mere og mere tydeligt, at Olesen har komponeret sin version i ægte kærlighed til og dyb respekt for den store forgænger.
Jeg vil hellere høre en engageret og gnistrende opførelse af Olesens juleoratorium end en sløv og rutinepræget udgave af det oprindelige værk. Det, der kunne forekomme som en ”mission impossible”, lykkedes i vid udstrækning.
Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad onsdag d. 13.12. 2017
Agerfeldt og Bach på Bach
Sentimentalt og virkningsfuldt dogme-juleoratorium af århusiansk komponist
Thomas Agerfeldt Olesen:
Juleoratorium. Peter
Lodahl (tenor), Århus
Sinfonietta, Ars Nova
Copenhagen, Concert
Clemens, strygere fra Det
Jyske Musikkonservatorium,
dir.: Carsten Seyer-Hansen.
Holmens Kirke, København, 11.12 '17
Når man idag anmelder Johann Sebastian Bachs Juleoratorium, vurderes opførelsen af værket, ikke værket selv. Hvad stiller man så op, når komponisten er nulevende og har skrevet et juleoratorium, der på en række måder lyder som Bach, men som alligevel ikke er hørt før? Værket eller opførelsen? Kan de skilles ad?
Naturligvis kan de ikke det, men jeg forsøger alligevel. Thomas Agerfeldt Olesens “Juleoratorium“ blev ved dets tredje opførelse i Holmens Kirke i København en stor og smuk kunstnerisk manifestation af flot musikerskab fra såvel korsangere, orkestermusikere, solist og dirigent. Deres dybe kendskab til Bachs bagvedliggende værk gav en bevægende sikkerhed i kommunikationen af det som Agerfeldt Olesen selv kalder et væsen, der lever og ånder gennem musik, af et værk som er fuldstændig nødvendigt. Det var en oplevelse at følge de medvirkendes arbejde med konkret at udtrykke og formidle alt det nye i et bevidsthedsrum fyldt med alt det gamle. Professionalisme på højt niveau, intensitet og følelsesmæssigt dybde i udtrykket, kærlig hilsen til også den sentimentale bærebølge fra originalværkets fortælling og jubel: en stor oplevelse, en stor opførelse.
Thomas Agerfeldt Olesen er som komponist en stor spiller i det sentimentale felt. I sine værker lader han ofte det sentimentale spille en vigtig rolle. Han magter kunsten ikke at forfalde til det overdrevent blævrende eller gennemskueligt pointgivende, og det følelsesmæssige udtryk i hans musik er resultatet af et kompositorisk arbejde, der minutiøst gennemspiller tekniske, rytmiske og harmoniske krav, han sætter sig.
Et drømmesyn i lyd
I tilfældet Bach lyder Olesens musik som en erindring, et drømmesyn i lyd, men aldrig parodi. Det kontroversielle er ikke hans ærinde. Det ses af udvalget af de tyske tekster fra Bachs originalværk, der bliver til en trefløjet bibelhistorie om barnet, hyrderne og den himmelske hersker. Det høres i en række bagvedliggende og traditionelle, meningsbærende musikalske udtryk og konventioner der er med hele vejen.
Tordenorkester
Kun på et enkelt punkt går Agerfeldt Olesen udenfor for rammen, så at sige. I koralen “Er ist auf Erden kommen arm” ledsages kvindestemmernes melodi pludselig af vredt råbende mandsstemmer. Teksten er hørt ved forskellige Pagida demonstrationer i Tyskland og vendt mod de muslimske flygtninge og indvandrere. En nutidighed altså. En ubehagelighed. Hørt som en folkevrede, et raseri, en afmagt. I et juleoratorium!
At det i det samlede musikalske udtryk hurtigt er forbi igen, at det ledsagende tordenorkester forsvinder igen, det ændrer ikke ved, at komponisten her sætter tilhørernes vurdering af hans dømmekraft på spil og åbner for diskussion af, om der er andre dagsordener end afdækning af et væsen, der ånder og lever gennem musik.
At der i juleoratoriets have er tidsler af raseri og afmagt generer mig ikke, men den kunne udtrykkes på anden vis også.
Men værket, Thomas Agerfeldt Olesens værk? For mig hænger det – trods det anførte forbehold – overbevisende sammen. De såkaldt dogme-mæssige krav, komponisten spiller med, giver en række facetter på Bach, som gør værket til en samlet set stor oplevelse. Spillet mellem de mange hilsner til det kendte og den nykomponerede belysning af stor skønhed, bl.a. i solistpartiet, burde kunne sætte værket på programmet igen, når det er juleoratorietid.
Ole Straarup, Aarhus Stiftstidende onsdag d. 13.12. 2017
Cellokoncert med Johannes Moser (cello) med DR Symfoniorkestret. Dir.: Otto Tausk. DR Koncerthuset torsdag d. 9.11.'17
Thomas Agerfeldt Olesens cellokoncert fik sin første opførelse i Koncerthuset torsdag i sin nye – elegante og drømmende – version. Det var vist livet selv, den tyskcanadiske cellist Johannes Moser mimede med sine evindelige skalaløb op og ned ad det smukt klingende instrument. Små hurtige bevægelser uden begyndelse, uden centrum, uden mål. Det mindede om noget, vi kender, og alligevel var det nyt hele tiden. Livet – og døden – er emnet for den aarhusianske komponist Thomas Agerfeldt Olesens cellokoncert, som fik sin første opførelse i Koncerthuset torsdag i sin nye version. Programsat med Beethovens hårdtslående ouverture til skuespillet ’Coriolan’ og Schumanns vildtvoksende 4. Symfoni. Den første version af cellokoncerten skrev Agerfeldt Olesen i 2014 i en svær tid, hvor han og familien passede komponistens døende mor, og musikken er derfor knyttet tæt sammen med den tid. Det er ikke en begravelseshymne eller et sorgstykke, men en solokoncert, der elegant og drømmende skaber musikalske lydbilleder af aktivitet, overgange, nærvær og fravær – og slutning. Alt sammen på en usentimental og klangligt opfindsom måde, der torsdag smukt ramte balancen mellem at fortælle symbolsk og skabe abstrakte klangbilleder. Helt konkret var det Johannes Mosers cellostemme – en slags skalaløb sat sammen af små figurer, der lød som citater af Johannes Sebastian Bachs musik – der udviklede sig i løbet af de 25 minutter. I konfrontation eller samklang med orkestrets musik, der f.eks. lagde kantede rytmer, helt spinkle slørende toner eller øresønderrivende brag rundt om soloinstrumentets stemme. Mod slutningen var der kun et brudstykke af melodierne tilbage for celloen, som helt enkelt kørte rundt i sin egen lille langsommelige evighedsmaskine, mens intensiteten steg og steg. For til sidst at ebbe helt ud på en enkelt glasklar højtone.
Henrik Friis, Politiken d. 10.11.17
The Picture of Dorian Gray, Olesen (DVD)
Sangere, forvist til orkestergraven, scenen overladt udelukkende til dansere: det kommer ikke som en overraskelse, at The Picture of Dorian Gray, den første opera af den danske komponist Thomas Agerfeldt Olesen, er blevet beskrevet som en af Den Jyske Operas "modigste satsninger". Men den er så meget mere end det. Udgivelsen af DVD'en, optaget under premiere-forestillingerne i 2013 afslører et værk af forbløffende musikalsk friskhed, originalitet og musikdramatisk opfindsomhed. Selvom dans har været forbundet med opera siden det 17. århundrede har dens rolle sjældent været mere radikal end her. Måske er denne produktions nærmeste forløber Mark Morris Dance Groups roste version af Purcells Dido and Aeneas, sat op i 1989 og udgivet på DVD i 1995. Der, som her, er sangerne lejlighedsvist synlige i filmen, men satte aldrig en fod på scenen; dramaet blev i stedet danset fra ende til anden. Olesens partitur forklarer det grundlæggende koncept, der inspirerede hans udlægning af Alasdair Middletons engelsksprogede libretto over Oscar Wildes eneste roman. Hver (usynlig) sanger skal have en tilsvarende danser, commedia dell arte performer eller mimiker på scenen; på scene skal der også være to (dansende eller mimende) grupper af engle eller væsner. Koreografen Marie Brolin-Tanis fortolkning af disse sparsomme anvisninger var at skabe en "koreografisk opera" for 18 dansere, der skulle være "fysiske forlængelser af sangernes stemmer". For at opnå det, lod hun danserne være tilstede ved stemmeprøverne, hvor de skulle stå ansigt til ansigt med sangerne for at læse og lære sangernes attack, pauser, åndedrag og syngemåde.
Olesens partitur bevæger lytteren på mange forskellige måder. Flydende og overvældende i dets blanding af stilarter – Richard Strauss, ragtime, musical og mere, synes at bryde igennem det fremherskende modernistiske tonesprog – en endeløs kilde til overraskelse og fornøjelse. Ofte befinder musikken sig et sted tæt på det transcendente, når den udfolder sit udtryk, til tider eksplosivt, i store, bølgende bevægelser; dens berusende klange fremkalder en fantastisk atmosfære, fuldstændigt passende til dramaet; det endelige højdepunkt er fintvævet og kraftfuldt bevægende. i princippet kunne Olesens beslutning om at holde sangerne ude af syne og erstatte dem med dansere synes problematisk, ikke mindst fordi den direkte visuelle kontakt til den syngende protagonist går tabt. Men fordelen, i det mindste i denne udførelse, er, at den visuelle del beriges enormt af de dansende kroppe, der helt er overgivet en stiliseret, udtryksfuld og ubegrænset bevægelse, fuldendt udført. Som det skal være, har scenografien intet med virkelighed at gøre: det overdådige design er abstrakt og afhænger helt af lyssætning og videoprojekioner. Præstationerne er fremragende. Dorian er, tankevækkende nok, kontratenor; Andrew Radley brillerer i rollen med sit store register og sin udtryksfuldhed. Jonathan Best udførelse af rollen som Lord Henry Wotton er dybt rørende, uanset hvad der for mig synes som et behov for en større klanglig variation og en bedre kontrol over et for insisternde bas-vibrato. James Bobby er med sin klare og stærke bariton, en overbevisende James Vane. Jenny Thiele er et virkeligt fund. Hun har en dejlig stemme, med rødder i den tyske populærmusik som hun er hentet fra, og hun redegør vidunderligt for noget af den mest slåede musik i operaen.
Christopher Ballantine, Opera Magazine marts 2017
Livets lyse sider
... Særligt gælder det denne gang den tyske førsteopførelse af den danske komponist Thomas Agerfeldt Olesens Cellokoncert. Duisburger Filharmonikerne bestilte værket sammen med symfoniorkestret i Århus, hvor det blev uropført den 24. september. Selvom komponisten har forarbejdet sin mors død i værket, er denne sørgelige baggrund næsten ikke til at få øje på, så klare og lysende er de klange, som Olesen har skrevet. Begyndelsen er præget af raskt flydende skalaer, som minder om et Bach-præludium. Den tysk-franske cellist Nicolas Altstaedt, i øvrigt bror til den tidligere Rheinoper-koncertmester Christoph Altstaedt, uropførte allerede værket i Århus og spiller spiller det da også ubesværet i Theater am Marientor. Klangen er slank, men celloen er musikkens motor, der er i næsten konstant bevægelse. Først i den sidste trediedel er der også aggressive og smertefulde øjeblikke, der munder ud i en sart epilog, hvor celloen ledsages af en guitar, der her blev spillet med indlevelse af Mirko van Stiphaut. Altstaedt takker for bifaldet med et Bach-ekstranummer. Cellokoncerten korresponderer virkelig godt med begge symfonierne, der omgiver stykket. Både Schuberts 3. Symfoni og Antonin Dvoráks 8. Symfoni er optimistiske og livsbekræftende musikker, som supplerer Cellokoncertens stemning og klanglighed godt.
Rudolf Hermes, Westdeutsche Allgemeine Zeitung, 27/11 2015
Dagens citat: ”Jeg mener, at en komponist skal opgive at komponere følelser og i stedet fokusere på substansen. Så vil følelserne finde sit udtryk i substansen”. Komponisten Thomas Agerfeldt Olesen til musikmagasinet Klassisk’s september-oktober nummer.
Aarhus Symfoniorkesters franske chefdirigent Marc Soustrot havde sin anden koncert efter at være tiltrådt som chef for Aarhus-orkestret. Jeg er ellers vant til at høre Aarhus Symfoniorkester i den til klassisk musik pragtfulde Symfonisk Sal. Denne gang har jeg siddet hjemme foran radiohøjttalerne. Det giver mulighed for at lytte på en anden måde og i virkeligheden under de samme vilkår, som jeg hører størstedelen af musik på.
Hovedattraktionen var uropførelsen af Thomas Agerfeldt Olesens koncert for cello og symfoniorkester, som er bestilt af Aarhus-symfonikerne i samarbejde med Duisburg Philharmoniker og støttet af Statens Kunstfond. Koncerten er skrevet direkte til den fransk-tyske cellist Nicolas Altstaedt. Agerfeldt Olesen fandt ham, da han ledte på Youtube efter den mest ideelle udførelse af polakken Lutoslawskis cellokoncert, som er et af Agerfeldt Olesens yndlingsværker. Og det virkede i Aarhus, som havde den internationalt allerede ansete Altstaedt også fundet ind i kernen af den nye cellokoncert. Hans gengivelse var en oplevelse. Forhåbentlig kommer han igen. I samme åndedrag må det nævnes, at komponisten selv er cellist, eller var, som han sagde i radioen. Men det var nu meget andet end blot cellomusik.
Personlig, men ikke et miskmask af følelser
Thomas Agerfeldt Olesens koncert er nok personlig, for den er dedikeret mindet om hans mor, men som det også fremgår af følgende citat af komponisten og af dagens ovenstående citat, er den ikke tænkt som et stykke musik specielt i mol, men som en mangesidig rig musikalsk verden.
”Koncerten her er fuld af en masse teknikaliteter og struktur, som jeg desværre har glemt at alt om nu. Men uden dem ville det have været et miskmask af følelser, da jeg skrev stykket mens jeg og min familie passede min mor da hun lå for døden. Jeg ser, at stykket er blevet en slags rondo. Musikken ville gerne have et sted at vende tilbage til – måske fordi min mor altid var en, som jeg kunne vende tilbage til, når alting omkring mig eksploderede. Til sidst dør rondoen og går et andet sted hen, som alle mødre gør det”.
Koncerten indledtes ret usædvanligt med en solokadence for celloen i D-dur, men det gjorde forbilledet, Lutoslawskis cellokoncert netop også. Denne optakt udviklede hos Agerfeldt Olesen sig hurtigt og kom flere spændende steder hen, imens man dog fornemmede et gentaget holdepunkt i strukturen, som førte til en smuk, naturlig afrunding. Det er en koncert med både kraft, endda kanter og med skønhed. Den slutter efter mere robusthed med, at en koralagtig sang vender tilbage frit åndende, som kun en cello kan. Læs ovenstående citat igen. Følelserne fandt sit udtryk i substansen.
Det er en cellokoncert, som bør tages op igen og igen. Den er også for et ”almindeligt” klassisk publikum til at leve sig ind. Det ville være godt, hvis den kunne udgives på cd og på andre medier, hvor det måske er blevet mere moderigtigt”.
JCKlassisk – John Christiansen, 25/9 '15
En skalacirkelslutning
smuk og spændende cellokoncert uropført af Aarhus Symfoniorkester
KLASSISK
Skalaforløb i dur. Er han ved at varme op, solisten? Nej, Nicolas Altstaedt er i fuld gang, mens dirigent og orkester afventer.
Det kunne lyde som opvarmningsøvelser, op og ned ad gribebrættet, der ligesom viser det professionelle niveau, men er det ikke.
Det er skalaerne – skal det vise sig – der på en måde binder Thomas Agerfeldt Olesens cellokoncert sammen, cirkler den, åbner og slutter den.
Koncertens åbning fremviser en form for idyl, en velkendthed – også da orkestret kommer til. Men langsomt kommer andre farver og rytmer ind i billedet. Ikke som en dekonstruktion af eller ironi over det velklingende vante, men mere som både elegiske og dobbeltbundne kommentarer og belysninger af et smukt liv. Til minde om en mor.
Minimalistiske passager
Thomas Agerfeldt Olesen har et kærligt forhold til populærmusikkens elskeligheder og storheder.
De kan være for meget, men referencerne til dem og den fint tunede ombygning og brug af dem foregår uden nogen form for skamfuldhed.
Man hører det i akkopagnementsfigurerne, der rytmisk kan spille på claves-figurernes latinerly og dynamisk på messingcrescendoers filmmusikbrug. Man hører det i minimalistiske passager, hvor styringen af det repetitive både ligger i det dynamiske og i de næsten umærkelige ændringer i akkompagnementsfigurerne.
Cellist er han selv, Olesen, og kan skrive for instrumentet. Orkestermusiker også - og kan skrive for orkester. Det er smukt og tankevækkende, og spørgsmålet om hvorvidt det nu er moderne nok blæser væk i vinden.
Ole Straarup, Århus Stiftstidende 26/9 '15
"Daring danes deliver"
University of Chicago kicked off its 2014-15 season with a remarkable performance at Mandel Hall by the Danish String Quartet... Before Thomas Agerfeldt Olesen’s String Quartet No. 7, “The Extinguishable” (a little joke on Carl Nielsen’s Fourth Symphony which bears the title “The Inextinguishable”), Asbjørn Nørgaard (viola) explained that the work had been written for them and that this was only the second performance of the new piece and the first performance outside Denmark. He said that Olesen “builds a prison for us” and suggested that while the work is both difficult to play and at times even to hear, that it offers many insights.
The quartet’s performance was clearly committed and they revealed the score’s intense moments. The piece moves easily from periods with no tonal center to moments of traditional tonal melodies. The work was unusual and exciting containing a few moments of uncommon beauty as the four voices created a luminous sort of hum.
M.L.Rantala, Hyde Park Herald 16/10 '14
Danish String Quartet opens UC Presents season with intense premiere
The Danish players brought a welcome bit of adventurous programming to Hyde Park Friday night with the String Quartet No. 7 of their compatriot Thomas Agerfeldt Olesen, a work being heard in its U.S. premiere.
The work is titled “The Extinguishable,” a mordant riff on Carl Nielsen’s Fourth Symphony (“The Inextinguishable”), reflecting the fact that both Olesen and the Danish Quartet won the Carl Nielsen Prize. But it also points to Olesen’s starkly differing life philosophy than that of their country’s most celebrated composer, as pointed out in the verbal introduction by violist Asbjørn Nørgaard (more user-friendly than Olesen’s rather impenetrable program note).
It was Carl Nielsen’s credo that “Music, like life, is inextinguishable”; yet for the more pessimistic Olesen, all temporal things have a short shelf life and both music and life are all too extinguishable.
The Danish composer’s Seventh Quartet, cast in a single movement of 23 minutes, has a manifest sense of raging at the fading light. The work is launched with a march-like two-note cello theme, a kind of fatum motif that recurs at key points in the music. The other instruments play quiet, unsettled high harmonics. As the cello motif grows more insistent, the other players segue into agitated fragments, conveying a violent sense of struggle against dark, implacable forces.
The malign theme returns as if quelled, and a innocent folk-like tune is played softly as if heard from a distance. A passage of crunched harmonics and edgy music ensues with the innocent theme emerging strange and distorted in portamento slides. The cello theme returns and the violins entwine around it in very high notes like ethereal sonic tenrdrills leading to a somewhat abrupt coda.
Olesen’s quartet is an intense ride and shows a confident and distinctive voice, though I feel the composer loses the thread somewhat in the final third of this work with too much repetition of his material. Still, this is difficult and demanding music to tackle and was played to the hilt by the Danish quartet members who were warmly applauded by the adventurous Mandel Hall audience.
Lawrence A. Johnson, Chicago Classical Review 11/10 '14
Der Wind bläset wo er will
Schumanns Violinkoncert blev en lang, bleg hvisken efter uropførelsen af Thomas Agerfeldt Olesens slagkraftige og effektfulde værk om vinden ved DR SymfoniOrkestrets koncert fredag
Lad aldrig guitaren spille lige efter basunen. Det var læresætning nummer ét, når programmerne blev lagt ved konservatoriets blandede koncerter. Ører, der er indstillede på kraftige klange, kan ikke omstille sig akut til det svage. Det mærkede man ved DR SymfoniOrkestrets koncert fredag, hvor uropførelsen af Thomas Agerfeldt Olesens spektakulære værk, ”Der Wind bläset wo er will” – på dansk ”Vinden blæser, hvorhen den vil” - var aftenens første programpunkt.
Agerfeldt Olesen (f. 1969) illustrerer med et kæmpe orkestermaskineri alt det uventede. Han overrasker og skræmmer med opfindsomme effekter og lag, der først skratter mod hinanden og siden lyder eventyragtigt som i en Disney-film.
Værk med overraskelser
Den gigantiske Mahler-hammer bragede, klarinetterne blæste hvislelyde ned i hullerne på instrumenterne, de dybe strygere messede mørke klange, og solocellisten bankede insisterende med buen på instrumentet. Som tiden selv, der rindede ud. Der var kromatiske strygerløb og violiner, der hvinede i de høje registre. Og pludselige indfald som den meditative klang fra det enstrengede, indiske strengeinstrument og champagneproppen, der gik af. Og så var der vinden i mange instrumentale afskygninger, før det hele til sidst lød melodisk.
På podiet holdt finske John Storgårds trådene sammen med frie, plastiske kropsbevægelser. Ikke alle indsatser lød dog lige præcise.
Unge lettiske Baiba Skride svansede herefter ind på scenen som en blå engel med sin violin. Hun spillede alle de rigtige toner i Schumanns vanskelige og virtuose Violinkoncert i d-mol, lod violinen hviske og fik orkestret til at følge sig som en stor, kammermusikalsk organisme.
Lettere kedsommeligt
Alligevel sad jeg og kedede mig lidt, for Agerfeldt Olesens stormende lydbillede fik uvilkårligt de romantiske toner til at fremstå så blege og anonyme. Det var hverken letten eller orkestrets skyld – blot den uheldige konstellation af stormklange efterfulgt af stille toner.
Beethovens Symfoni nr. 2 i D-dur efter pausen fik med John Storgårds i spidsen swung og fremdrift. Der var jublende melodier, smukke blæsersoloer og skinnende strygerflader. Men der var også uforholdsvis megen upræcished og snublen. Som om orkestret ikke rigtigt havde forberedt sig på symfonien.
Thomas Agerfeldt Olesens værk gik over i huskebogen denne aften. Bare DR fremover vil fokusere på koncerternes dramaturgi og på, hvilken rækkefølge, der klæder værkerne og ørerne bedst. Sæt fx Schumann før det slagkraftige. Denne aften var værksammensætningen, som vinden blæser.
Christine Christiansen, Jyllands Posten 30/4 '11
Musikken blæser derhen, den vil
Så viste DR Symfoniorkestret endnu engang, hvor fremragende et ensemble det er, når det handler om at spille ny musik, da fredagskoncerten blev indledt med Thomas Agerfeldt Olesen’s 25 minutter lange værk fra 2009, ”Der Wind bläset wo er will”.
Den 41-årige danske komponist har her begået en komposition, der vækker nysgerrighed og undren grundet de mange musikalske sammenstød. Hans intention med værket er da også at rive den forudfattede opfattelse af musik lidt i stykker ved brug af mange overraskende klangsammensætninger. Og det er altså lykkedes ham fint.
Musikken hvirvlede rundt i strygergruppen, blæstes hid og did af træblæserne, mens slagtøjet fik champagnepropperne til at springe og en sav pludseligt fik tiden til at stå meditativt stille. En så original instrumentering skal man lede længe efter! Det bliver dog næppe nogensinde et standartværk, men det er ikke desto mindre herligt at høre ny musik, når den er så intelligent og undersøgende.
Jakob Holm, Kristeligt Dagblad 3/5 '11
Under vejr med os selv
Verdenspremiere på nyt værk om vejr og vind tog alle med storm – og instrumentet »sav« fik sin debut i koncerthuset.
Og vejret: Det begynder med regn og rusk, men holder efterhånden tørt.
Thomas Agerfeldt Olesens nye »Der Wind bläset wo er will« er en vidunderlig vandring gennem vejr og vind. Heldige lyttere kom med på turen i DR Koncerthuset fredag aften. Man blev blæst igennem i enhver forstand.
Hvor klassisk gerne begynder enkelt og siden vikler sig ind i noget, så gør Agerfeldts nye stykke det modsatte: Orkestret lægger ud med avantgardistisk storm og søger så ganske langsomt hen mod mere sentimentale ekkoer af Chopin med videre.
Strygerne hvirvler som blade i en skovbund. Blæserne puster og risler og rasler – sommetider uden toner overhovedet. Og herrerne oppe i slagtøjet arbejder i bogstaveligste forstand på højtryk: Man hører både champagnepropper og eksotiske æggedelere oppe fra bagvæggen.
Salens smukkeste lyd
For ikke at glemme ham på sav! Melodien er skrøbelig som en skønhed i erindringen. Som en flygtning fra proletariatet. At kalde en sav for salens smukkeste lyd til dato ville selvfølgelig være uartigt. Det var den så bare alligevel.
Hvad man ellers kan glæde sig til i mandagens genudsendelse? Ikke rigtigt til Schumanns violinkoncert. Den har ligget gemt i langt over ét århundrede og ryger hurtigt ind i glemslen igen.
Men lettiske Baiba Skride lyder stadig mere lovende på landsmanden Gidon Kremers gamle violin og spiller musikkens midte overvældende tyst og poetisk – så ørerne næsten selv må opsøge lyden.
Alt imens den anden symfoni af Beethoven viser husets orkester i fineste form. At finske John Storgårds på dirigentpodiet selv er stryger, smitter alle kolleger på scenen. Man har ikke hørt så meget liv længe.
Men det lysnede nu særligt over Agerfeldt hin aften. Han er langt fra nogen... vindbøjtel.
Søren Schauser , Berlingske Tidende 30/4 '11
Strygekvartet nr. 5, "Plappergeister
Intens lytning
Quartetto di Cremonas evne til at kontrollere kaos var overbevisende; en evne, som også gjorde sig gældende i aftenens uropførelse af Thomas Agerfeldt Olesens Strygekvartet nr. 5, også kaldet "Plappergeister". Her blev publikum ført gennem et meget varieret lydunivers, bl.a. med en herlig passage inspireret af sej folkemusik og med et nærmest middelalderagtigt islæt. Pludselig spilledes der papirstynde triller, så det føltes som om, man svævede ude i universets store intet. Man sad med fornemmelsen af, at alt kunne ske, og der blev derfor lyttet intenst.
Aggressiv energi
Selv beskriver Thomas A. Olesen stykket som en tunnel med flere flugtveje ud til siderne. Hver flugtvej fører til et fortidigt rum, og i tunnelen er der konstant fare for sammenstyrtning. I lighed med Sjostakovitj veksler Thomas A. Olesen mellem det følsomme og hektiske, og den til tider aggressive energi giver stykket god drivkraft.
Det må betragtes som en stor ære at få sin musik fremført af en så velspillende og overlegen kvartet, og til slut spillede de fire italienere et stykke af J. Haydn. Stykket dedikerede de til Thomas Agerfeldt Olesen, som var til stede ved koncerten, og publikums hyldest til både musikerne og komponisten var fuldt fortjent.
Rachel Einarsson, Jyllands Posten 30/11 '10
Liebesbriefe for Sinfonietta og tre solister
Så en kort pause, så: Late Night Contemporary med Århus Sinfonietta
Her samlede interessen sig især om aftenens uropførelse, Thomas Agerfeldt Olesens »Liebesbriefe« for sinfonietta og tre solister (sang, trombone, trompet). Teksten til det meget interessante værk er fragmenter af en brevudveksling, og en del af »teksten« må man som lytter tænke sig til gennem sine musikalske associationer. På den måde er værket krævende for såvel musikere som publikum. For hvem er »han«, den småsnakkende trombone i baggrunden (Niels-Ole Bo Johansen i topform), hvem er trompeten i front, hvem er den kvindelige sanger, der næsten kun taler? I forskellige passager fornemmes forskellige typer af håndsrækninger fra komponisten til en nærmere forståelse: et frit metrum, et mere styret, et mere naturagtigt, et mere »kultur«agtigt, et spleen-moderne. En elektronisk bearbejdelse/medvirken undervejs fremhæver måske et mere uheldsvarslende aspekt? Meget at opleve på så kort tid - sæt snarligt værket på programmet igen, giv genhør!Intens lytning
Ole Straarup, Århus Stiftstidende 24/9 '10
Søgen efter skønhed
En pianist, en violinist, et orkester; i Theaterhaus oplevede man en slags genfødsel af den romantiske virtuoskoncert. Mange elementer som dialog, kadence, lyriske og dramatiske passager, tema og modtema, gennemføringsdel og koda blev bragt i spil i Thomas Agerfeldt Olesens firesatsede „Steinfeld“ og i Chen-Hui Jens programmatiske „The Mind of Crescent Moon“.
En seks gange gentaget blæserfrase, besvaret med et kort staccato af pianisten Rolf Hind, åbner Agerfeldt Olesens behageligt i øret gående stykke, der efter denne følsomme start udvikler et mægtigt drive. Kvækkende messing, fuldt tutti, grelt cluster forbinder sig til et filmisk helhedsindtryk, der efter et brusende virtuoseri alligevel finder en overraskende slutning: med sarte mundharmonika- og akkordeonklange afklarer det før af tritonussen dominerede splittede landskab sig „i en søgen efter skønhed“.
Dietholt Zerweck, Esslinger Zeitung 25/7 ‘06
Steinfeld
En pianist, der med cluster-klange og energi baner sig vej gennem ypperlige orkesterfarver. En violinist, der med et glimtende glasklangs-sceneri besværger månens sølvlys. Og en rapper, der slynger om sig med kraftudtryk, så et helt orkester begynder at syde og koge. Det er tre øjebliksbilleder fra RSO Stuttgart’s koncert i Theaterhaus med Jonathan Stockhammer på podiet.
En tre-tonig kimcelle markerer begyndelsen af Thomas Agerfeldt Olesens forklædte Klaverkoncert „Steinfeld“. Tritonus som mønster for et af spændinger og kontraster bestemt lagdelt værk. Forskellige idiomer – pianistiske, jazzede, mundharmonikalske – bevæger sig her på kryds og tværs af hinanden. Der hersker en raffineret fornemmelse for både sublime og muskuløse klangmasser og skarpt skårne overgange. i centrum af dette på samme tid marmorerede klangbillede arbejder pianisten Rolf Hind med virtuos beslutsomhed og med hjælpemidler som cluster-brætter henimod ikke at blive indesluttet af de orkestrale masser. En kamp for kontur i heterogene formationers grænseområder.
Stefan Kister, Stuttgarter Zeitung 25/7 ‘06