Øvrig omtale

The Picture of Dorian Gray, Olesen (DVD)
Sangere, forvist til orkestergraven, scenen overladt udelukkende til dansere: det kommer ikke som en overraskelse, at The Picture of Dorian Gray, den første opera af den danske komponist Thomas Agerfeldt Olesen, er blevet beskrevet som en af Den Jyske Operas "modigste satsninger". Men den er så meget mere end det. Udgivelsen af DVD'en, optaget under premiere-forestillingerne i 2013 afslører et værk af forbløffende musikalsk friskhed, originalitet og musikdramatisk opfindsomhed. Selvom dans har været forbundet med opera siden det 17. århundrede har dens rolle sjældent været mere radikal end her. Måske er denne produktions nærmeste forløber Mark Morris Dance Groups roste version af Purcells Dido and Aeneas, sat op i 1989 og udgivet på DVD i 1995. Der, som her, er sangerne lejlighedsvist synlige i filmen, men satte aldrig en fod på scenen; dramaet blev i stedet danset fra ende til anden. Olesens partitur forklarer det grundlæggende koncept, der inspirerede hans udlægning af Alasdair Middletons engelsksprogede libretto over Oscar Wildes eneste roman. Hver (usynlig) sanger skal have en tilsvarende danser, commedia dell arte performer eller mimiker på scenen; på scene skal der også være to (dansende eller mimende) grupper af engle eller væsner. Koreografen Marie Brolin-Tanis fortolkning af disse sparsomme anvisninger var at skabe en "koreografisk opera" for 18 dansere, der skulle være "fysiske forlængelser af sangernes stemmer". For at opnå det, lod hun danserne være tilstede ved stemmeprøverne, hvor de skulle stå ansigt til ansigt med sangerne for at læse og lære sangernes attack, pauser, åndedrag og syngemåde.

Olesens partitur bevæger lytteren på mange forskellige måder. Flydende og overvældende i dets blanding af stilarter – Richard Strauss, ragtime, musical og mere, synes at bryde igennem det fremherskende modernistiske tonesprog – en endeløs kilde til overraskelse og fornøjelse. Ofte befinder musikken sig et sted tæt på det transcendente, når den udfolder sit udtryk, til tider eksplosivt, i store, bølgende bevægelser; dens berusende klange fremkalder en fantastisk atmosfære, fuldstændigt passende til dramaet; det endelige højdepunkt er fintvævet og kraftfuldt bevægende. i princippet kunne Olesens beslutning om at holde sangerne ude af syne og erstatte dem med dansere synes problematisk, ikke mindst fordi den direkte visuelle kontakt til den syngende protagonist går tabt. Men fordelen, i det mindste i denne udførelse, er, at den visuelle del beriges enormt af de dansende kroppe, der helt er overgivet en stiliseret, udtryksfuld og ubegrænset bevægelse, fuldendt udført. Som det skal være, har scenografien intet med virkelighed at gøre: det overdådige design er abstrakt og afhænger helt af lyssætning og videoprojekioner. Præstationerne er fremragende. Dorian er, tankevækkende nok, kontratenor; Andrew Radley brillerer i rollen med sit store register og sin udtryksfuldhed. Jonathan Best udførelse af rollen som Lord Henry Wotton er dybt rørende, uanset hvad der for mig synes som et behov for en større klanglig variation og en bedre kontrol over et for insisternde bas-vibrato. James Bobby er med sin klare og stærke bariton, en overbevisende James Vane. Jenny Thiele er et virkeligt fund. Hun har en dejlig stemme, med rødder i den tyske populærmusik som hun er hentet fra, og hun redegør vidunderligt for noget af den mest slåede musik i operaen.

Christopher Ballantine, Opera Magazine marts 2017

Livets lyse sider
... Særligt gælder det denne gang den tyske førsteopførelse af den danske komponist Thomas Agerfeldt Olesens Cellokoncert. Duisburger Filharmonikerne bestilte værket sammen med symfoniorkestret i Århus, hvor det blev uropført den 24. september.

Selvom komponisten har forarbejdet sin mors død i værket, er denne sørgelige baggrund næsten ikke til at få øje på, så klare og lysende er de klange, som Olesen har skrevet. Begyndelsen er præget af raskt flydende skalaer, som minder om et Bach-præludium.

Den tysk-franske cellist Nicolas Altstaedt, i øvrigt bror til den tidligere Rheinoper-koncertmester Christoph Altstaedt, uropførte allerede værket i Århus og spiller spiller det da også ubesværet i Theater am Marientor. Klangen er slank, men celloen er musikkens motor, der er i næsten konstant bevægelse.

Først i den sidste trediedel er der også aggressive og smertefulde øjeblikke, der munder ud i en sart epilog, hvor celloen ledsages af en guitar, der her blev spillet med indlevelse af Mirko van Stiphaut. Altstaedt takker for bifaldet med et Bach-ekstranummer.

Cellokoncerten korresponderer virkelig godt med begge symfonierne, der omgiver stykket. Både Schuberts 3. Symfoni og Antonin Dvoráks 8. Symfoni er optimistiske og livsbekræftende musikker, som supplerer Cellokoncertens stemning og klanglighed godt.

Rudolf Hermes, Westdeutsche Allgemeine Zeitung, 27/11 2015

Dagens citat: ”Jeg mener, at en komponist skal opgive at komponere følelser og i stedet fokusere på substansen. Så vil følelserne finde sit udtryk i substansen”. Komponisten Thomas Agerfeldt Olesen til musikmagasinet Klassisk’s september-oktober nummer. 
Aarhus Symfoniorkesters franske chefdirigent Marc Soustrot havde sin anden koncert efter at være tiltrådt som chef for Aarhus-orkestret. Jeg er ellers vant til at høre Aarhus Symfoniorkester i den til klassisk musik pragtfulde Symfonisk Sal. Denne gang har jeg siddet hjemme foran radiohøjttalerne. Det giver mulighed for at lytte på en anden måde og i virkeligheden under de samme vilkår, som jeg hører størstedelen af musik på.
Hovedattraktionen var uropførelsen af Thomas Agerfeldt Olesens koncert for cello og symfoniorkester, som er bestilt af Aarhus-symfonikerne i samarbejde med Duisburg Philharmoniker og støttet af Statens Kunstfond. Koncerten er skrevet direkte til den fransk-tyske cellist Nicolas Altstaedt.  Agerfeldt Olesen fandt ham, da han ledte på Youtube efter den mest ideelle udførelse af polakken Lutoslawskis cellokoncert, som er et af Agerfeldt Olesens yndlingsværker. Og det virkede i Aarhus, som havde den internationalt allerede ansete Altstaedt også fundet ind i kernen af den nye cellokoncert. Hans gengivelse var en oplevelse. Forhåbentlig kommer han igen. I samme åndedrag må det nævnes, at komponisten selv er cellist, eller var, som han sagde i radioen. Men det var nu meget andet end blot cellomusik.  

Personlig, men ikke et miskmask af følelser

Thomas Agerfeldt Olesens koncert er nok personlig, for den er dedikeret mindet om hans mor, men som det også fremgår af følgende citat af komponisten og af dagens ovenstående citat, er den ikke tænkt som et stykke musik specielt i mol, men som en mangesidig rig musikalsk verden.
”Koncerten her er fuld af en masse teknikaliteter og struktur, som jeg desværre har glemt at alt om nu. Men uden dem ville det have været et miskmask af følelser, da jeg skrev stykket mens jeg og min familie passede min mor da hun lå for døden. Jeg ser, at stykket er blevet en slags rondo. Musikken ville gerne have et sted at vende tilbage til – måske fordi min mor altid var en, som jeg kunne vende tilbage til, når alting omkring mig eksploderede. Til sidst dør rondoen og går et andet sted hen, som alle mødre gør det”.
Koncerten indledtes ret usædvanligt med en solokadence for celloen i D-dur, men det gjorde forbilledet, Lutoslawskis cellokoncert netop også. Denne optakt udviklede hos Agerfeldt Olesen sig hurtigt og kom flere spændende steder hen, imens man dog fornemmede et gentaget holdepunkt i strukturen, som førte til en smuk, naturlig afrunding. Det er en koncert med både kraft, endda kanter og med skønhed. Den slutter efter mere robusthed med, at en koralagtig sang vender tilbage frit åndende, som kun en cello kan. Læs ovenstående citat igen. Følelserne fandt sit udtryk i substansen.
Det er en cellokoncert, som bør tages op igen og igen. Den er også for et ”almindeligt” klassisk publikum til at leve sig ind. Det ville være godt, hvis den kunne udgives på cd og på andre medier, hvor det måske er blevet mere moderigtigt”.
JCKlassisk – John Christiansen, 25/9 '15


En skalacirkelslutning
smuk og spændende cellokoncert uropført af Aarhus Symfoniorkester

KLASSISK

Skalaforløb i dur. Er han ved at varme op, solisten? Nej, Nicolas Altstaedt er i fuld gang, mens dirigent og orkester afventer.
Det kunne lyde som opvarmningsøvelser, op og ned ad gribebrættet, der ligesom viser det professionelle niveau, men er det ikke.
Det er skalaerne – skal det vise sig – der på en måde binder Thomas Agerfeldt Olesens cellokoncert sammen, cirkler den, åbner og slutter den.
Koncertens åbning fremviser en form for idyl, en velkendthed – også da orkestret kommer til. Men langsomt kommer andre farver og rytmer ind i billedet. Ikke som en dekonstruktion af eller ironi over det velklingende vante, men mere som både elegiske og dobbeltbundne kommentarer og belysninger af et smukt liv. Til minde om en mor.

Minimalistiske passager

Thomas Agerfeldt Olesen har et kærligt forhold til populærmusikkens elskeligheder og storheder.
De kan være for meget, men referencerne til dem og den fint tunede ombygning og brug af dem foregår uden nogen form for skamfuldhed.
Man hører det i akkopagnementsfigurerne, der rytmisk kan spille på claves-figurernes latinerly og dynamisk på messingcrescendoers filmmusikbrug. Man hører det i minimalistiske passager, hvor styringen af det repetitive både ligger i det dynamiske og i de næsten umærkelige ændringer i akkompagnementsfigurerne.
Cellist er han selv, Olesen, og kan skrive for instrumentet. Orkestermusiker også - og kan skrive for orkester. Det er smukt og tankevækkende, og spørgsmålet om hvorvidt det nu er moderne nok blæser væk i vinden.

Ole Straarup, Århus Stiftstidende 26/9 '15

"Daring danes deliver"

University of Chicago kicked off its 2014-15 season with a remarkable performance at Mandel Hall by the Danish String Quartet... Before Thomas Agerfeldt Olesen’s String Quartet No. 7, “The Extinguishable” (a little joke on Carl Nielsen’s Fourth Symphony which bears the title “The Inextinguishable”), Asbjørn Nørgaard (viola) explained that the work had been written for them and that this was only the second performance of the new piece and the first performance outside Denmark. He said that Olesen “builds a prison for us” and suggested that while the work is both difficult to play and at times even to hear, that it offers many insights.
The quartet’s performance was clearly committed and they revealed the score’s intense moments. The piece moves easily from periods with no tonal center to moments of traditional tonal melodies. The work was unusual and exciting containing a few moments of uncommon beauty as the four voices created a luminous sort of hum.

M.L.Rantala, Hyde Park Herald 16/10 '14

Danish String Quartet opens UC Presents season with intense premiere

The Danish players brought a welcome bit of adventurous programming to Hyde Park Friday night with the String Quartet No. 7 of their compatriot Thomas Agerfeldt Olesen, a work being heard in its U.S. premiere.

The work is titled “The Extinguishable,” a mordant riff on Carl Nielsen’s Fourth Symphony (“The Inextinguishable”), reflecting the fact that both Olesen and the Danish Quartet won the Carl Nielsen Prize. But it also points to Olesen’s starkly differing life philosophy than that of their country’s most celebrated composer, as pointed out in the verbal introduction by violist Asbjørn Nørgaard (more user-friendly than Olesen’s rather impenetrable program note).

It was Carl Nielsen’s credo that “Music, like life, is inextinguishable”; yet for the more pessimistic Olesen, all temporal things have a short shelf life and both music and life are all too extinguishable.

The Danish composer’s Seventh Quartet, cast in a single movement of 23 minutes, has a manifest sense of raging at the fading light. The work is launched with a march-like two-note cello theme, a kind of fatum motif that recurs at key points in the music. The other instruments play quiet, unsettled high harmonics. As the cello motif grows more insistent, the other players segue into agitated fragments, conveying a violent sense of struggle against dark, implacable forces.

The malign theme returns as if quelled, and a innocent folk-like tune is played softly as if heard from a distance. A passage of crunched harmonics and edgy music ensues with the innocent theme emerging strange and distorted in portamento slides. The cello theme returns and the violins entwine around it in very high notes like ethereal sonic tenrdrills leading to a somewhat abrupt coda.

Olesen’s quartet is an intense ride and shows a confident and distinctive voice, though I feel the composer loses the thread somewhat in the final third of this work with too much repetition of his material. Still, this is difficult and demanding music to tackle and was played to the hilt by the Danish quartet members who were warmly applauded by the adventurous Mandel Hall audience.

Lawrence A. Johnson, Chicago Classical Review 11/10 '14


Der Wind bläset wo er will


Schumanns Violinkoncert blev en lang, bleg hvisken efter uropførelsen af Thomas Agerfeldt Olesens slagkraftige og effektfulde værk om vinden ved DR SymfoniOrkestrets koncert fredag

Lad aldrig guitaren spille lige efter basunen. Det var læresætning nummer ét, når programmerne blev lagt ved konservatoriets blandede koncerter. Ører, der er indstillede på kraftige klange, kan ikke omstille sig akut til det svage. Det mærkede man ved DR SymfoniOrkestrets koncert fredag, hvor uropførelsen af Thomas Agerfeldt Olesens spektakulære værk, ”Der Wind bläset wo er will” – på dansk ”Vinden blæser, hvorhen den vil” - var aftenens første programpunkt.

Agerfeldt Olesen (f. 1969) illustrerer med et kæmpe orkestermaskineri alt det uventede. Han overrasker og skræmmer med opfindsomme effekter og lag, der først skratter mod hinanden og siden lyder eventyragtigt som i en Disney-film.

Værk med overraskelser
Den gigantiske Mahler-hammer bragede, klarinetterne blæste hvislelyde ned i hullerne på instrumenterne, de dybe strygere messede mørke klange, og solocellisten bankede insisterende med buen på instrumentet. Som tiden selv, der rindede ud. Der var kromatiske strygerløb og violiner, der hvinede i de høje registre. Og pludselige indfald som den meditative klang fra det enstrengede, indiske strengeinstrument og champagneproppen, der gik af. Og så var der vinden i mange instrumentale afskygninger, før det hele til sidst lød melodisk.

På podiet holdt finske John Storgårds trådene sammen med frie, plastiske kropsbevægelser. Ikke alle indsatser lød dog lige præcise.

Unge lettiske Baiba Skride svansede herefter ind på scenen som en blå engel med sin violin. Hun spillede alle de rigtige toner i Schumanns vanskelige og virtuose Violinkoncert i d-mol, lod violinen hviske og fik orkestret til at følge sig som en stor, kammermusikalsk organisme.

Lettere kedsommeligt
Alligevel sad jeg og kedede mig lidt, for Agerfeldt Olesens stormende lydbillede fik uvilkårligt de romantiske toner til at fremstå så blege og anonyme. Det var hverken letten eller orkestrets skyld – blot den uheldige konstellation af stormklange efterfulgt af stille toner.

Beethovens Symfoni nr. 2 i D-dur efter pausen fik med John Storgårds i spidsen swung og fremdrift. Der var jublende melodier, smukke blæsersoloer og skinnende strygerflader. Men der var også uforholdsvis megen upræcished og snublen. Som om orkestret ikke rigtigt havde forberedt sig på symfonien.

Thomas Agerfeldt Olesens værk gik over i huskebogen denne aften. Bare DR fremover vil fokusere på koncerternes dramaturgi og på, hvilken rækkefølge, der klæder værkerne og ørerne bedst. Sæt fx Schumann før det slagkraftige. Denne aften var værksammensætningen, som vinden blæser.

Christine Christiansen, Jyllands Posten 30/4 '11

Musikken blæser derhen, den vil

Så viste DR Symfoniorkestret endnu engang, hvor fremragende et ensemble det er, når det handler om at spille ny musik, da fredagskoncerten blev indledt med Thomas Agerfeldt Olesen’s 25 minutter lange værk fra 2009, ”Der Wind bläset wo er will”.
Den 41-årige danske komponist har her begået en komposition, der vækker nysgerrighed og undren grundet de mange musikalske sammenstød. Hans intention med værket er da også at rive den forudfattede opfattelse af musik lidt i stykker ved brug af mange overraskende klangsammensætninger. Og det er altså lykkedes ham fint.
Musikken hvirvlede rundt i strygergruppen, blæstes hid og did af træblæserne, mens slagtøjet fik champagnepropperne til at springe og en sav pludseligt fik tiden til at stå meditativt stille. En så original instrumentering skal man lede længe efter! Det bliver dog næppe nogensinde et standartværk, men det er ikke desto mindre herligt at høre ny musik, når den er så intelligent og undersøgende.

Jakob Holm, Kristeligt Dagblad 3/5 '11

Under vejr med os selv

Verdenspremiere på nyt værk om vejr og vind tog alle med storm – og instrumentet »sav« fik sin debut i koncerthuset.

Og vejret: Det begynder med regn og rusk, men holder efterhånden tørt.
Thomas Agerfeldt Olesens nye »Der Wind bläset wo er will« er en vidunderlig vandring gennem vejr og vind. Heldige lyttere kom med på turen i DR Koncerthuset fredag aften. Man blev blæst igennem i enhver forstand.
Hvor klassisk gerne begynder enkelt og siden vikler sig ind i noget, så gør Agerfeldts nye stykke det modsatte: Orkestret lægger ud med avantgardistisk storm og søger så ganske langsomt hen mod mere sentimentale ekkoer af Chopin med videre.
Strygerne hvirvler som blade i en skovbund. Blæserne puster og risler og rasler – sommetider uden toner overhovedet. Og herrerne oppe i slagtøjet arbejder i bogstaveligste forstand på højtryk: Man hører både champagnepropper og eksotiske æggedelere oppe fra bagvæggen.

Salens smukkeste lyd
For ikke at glemme ham på sav! Melodien er skrøbelig som en skønhed i erindringen. Som en flygtning fra proletariatet. At kalde en sav for salens smukkeste lyd til dato ville selvfølgelig være uartigt. Det var den så bare alligevel.
Hvad man ellers kan glæde sig til i mandagens genudsendelse? Ikke rigtigt til Schumanns violinkoncert. Den har ligget gemt i langt over ét århundrede og ryger hurtigt ind i glemslen igen.
Men lettiske Baiba Skride lyder stadig mere lovende på landsmanden Gidon Kremers gamle violin og spiller musikkens midte overvældende tyst og poetisk – så ørerne næsten selv må opsøge lyden.
Alt imens den anden symfoni af Beethoven viser husets orkester i fineste form. At finske John Storgårds på dirigentpodiet selv er stryger, smitter alle kolleger på scenen. Man har ikke hørt så meget liv længe.
Men det lysnede nu særligt over Agerfeldt hin aften. Han er langt fra nogen... vindbøjtel.

Søren Schauser , Berlingske Tidende 30/4 '11

Strygekvartet nr. 5, "Plappergeister

Intens lytning
Quartetto di Cremonas evne til at kontrollere kaos var overbevisende; en evne, som også gjorde sig gældende i aftenens uropførelse af Thomas Agerfeldt Olesens Strygekvartet nr. 5, også kaldet "Plappergeister". Her blev publikum ført gennem et meget varieret lydunivers, bl.a. med en herlig passage inspireret af sej folkemusik og med et nærmest middelalderagtigt islæt. Pludselig spilledes der papirstynde triller, så det føltes som om, man svævede ude i universets store intet. Man sad med fornemmelsen af, at alt kunne ske, og der blev derfor lyttet intenst.
Aggressiv energi
Selv beskriver Thomas A. Olesen stykket som en tunnel med flere flugtveje ud til siderne. Hver flugtvej fører til et fortidigt rum, og i tunnelen er der konstant fare for sammenstyrtning. I lighed med Sjostakovitj veksler Thomas A. Olesen mellem det følsomme og hektiske, og den til tider aggressive energi giver stykket god drivkraft.
Det må betragtes som en stor ære at få sin musik fremført af en så velspillende og overlegen kvartet, og til slut spillede de fire italienere et stykke af J. Haydn. Stykket dedikerede de til Thomas Agerfeldt Olesen, som var til stede ved koncerten, og publikums hyldest til både musikerne og komponisten var fuldt fortjent.

Rachel Einarsson, Jyllands Posten 30/11 '10

Liebesbriefe for Sinfonietta og tre solister

Så en kort pause, så: Late Night Contemporary med Århus Sinfonietta
Her samlede interessen sig især om aftenens uropførelse, Thomas Agerfeldt Olesens »Liebesbriefe« for sinfonietta og tre solister (sang, trombone, trompet). Teksten til det meget interessante værk er fragmenter af en brevudveksling, og en del af »teksten« må man som lytter tænke sig til gennem sine musikalske associationer. På den måde er værket krævende for såvel musikere som publikum. For hvem er »han«, den småsnakkende trombone i baggrunden (Niels-Ole Bo Johansen i topform), hvem er trompeten i front, hvem er den kvindelige sanger, der næsten kun taler? I forskellige passager fornemmes forskellige typer af håndsrækninger fra komponisten til en nærmere forståelse: et frit metrum, et mere styret, et mere naturagtigt, et mere »kultur«agtigt, et spleen-moderne. En elektronisk bearbejdelse/medvirken undervejs fremhæver måske et mere uheldsvarslende aspekt? Meget at opleve på så kort tid - sæt snarligt værket på programmet igen, giv genhør!Intens lytning

Ole Straarup, Århus Stiftstidende 24/9 '10

Søgen efter skønhed

En pianist, en violinist, et orkester; i Theaterhaus oplevede man en slags genfødsel af den romantiske virtuoskoncert. Mange elementer som dialog, kadence, lyriske og dramatiske passager, tema og modtema, gennemføringsdel og koda blev bragt i spil i Thomas Agerfeldt Olesens firesatsede „Steinfeld“ og i Chen-Hui Jens programmatiske „The Mind of Crescent Moon“.
En seks gange gentaget blæserfrase, besvaret med et kort staccato af pianisten Rolf Hind, åbner Agerfeldt Olesens behageligt i øret gående stykke, der efter denne følsomme start udvikler et mægtigt drive. Kvækkende messing, fuldt tutti, grelt cluster forbinder sig til et filmisk helhedsindtryk, der efter et brusende virtuoseri alligevel finder en overraskende slutning: med sarte mundharmonika- og akkordeonklange afklarer det før af tritonussen dominerede splittede landskab sig „i en søgen efter skønhed“.

Dietholt Zerweck, Esslinger Zeitung 25/7 ‘06

Steinfeld

En pianist, der med cluster-klange og energi baner sig vej gennem ypperlige orkesterfarver. En violinist, der med et glimtende glasklangs-sceneri besværger månens sølvlys. Og en rapper, der slynger om sig med kraftudtryk, så et helt orkester begynder at syde og koge. Det er tre øjebliksbilleder fra RSO Stuttgart’s koncert i Theaterhaus med Jonathan Stockhammer på podiet.
En tre-tonig kimcelle markerer begyndelsen af Thomas Agerfeldt Olesens forklædte Klaverkoncert „Steinfeld“. Tritonus som mønster for et af spændinger og kontraster bestemt lagdelt værk. Forskellige idiomer – pianistiske, jazzede, mundharmonikalske – bevæger sig her på kryds og tværs af hinanden. Der hersker en raffineret fornemmelse for både sublime og muskuløse klangmasser og skarpt skårne overgange. i centrum af dette på samme tid marmorerede klangbillede arbejder pianisten Rolf Hind med virtuos beslutsomhed og med hjælpemidler som cluster-brætter henimod ikke at blive indesluttet af de orkestrale masser. En kamp for kontur i heterogene formationers grænseområder.

Stefan Kister, Stuttgarter Zeitung 25/7 ‘06

More in this category: « Billedforfald og sangdans