DVD-omtale

The Picture of Dorian Gray, Olesen (DVD)
Sangere, forvist til orkestergraven, scenen overladt udelukkende til dansere: det kommer ikke som en overraskelse, at The Picture of Dorian Gray, den første opera af den danske komponist Thomas Agerfeldt Olesen, er blevet beskrevet som en af Den Jyske Operas "modigste satsninger". Men den er så meget mere end det. Udgivelsen af DVD'en, optaget under premiere-forestillingerne i 2013 afslører et værk af forbløffende musikalsk friskhed, originalitet og musikdramatisk opfindsomhed. Selvom dans har været forbundet med opera siden det 17. århundrede har dens rolle sjældent været mere radikal end her. Måske er denne produktions nærmeste forløber Mark Morris Dance Groups roste version af Purcells Dido and Aeneas, sat op i 1989 og udgivet på DVD i 1995. Der, som her, er sangerne lejlighedsvist synlige i filmen, men satte aldrig en fod på scenen; dramaet blev i stedet danset fra ende til anden. Olesens partitur forklarer det grundlæggende koncept, der inspirerede hans udlægning af Alasdair Middletons engelsksprogede libretto over Oscar Wildes eneste roman. Hver (usynlig) sanger skal have en tilsvarende danser, commedia dell arte performer eller mimiker på scenen; på scene skal der også være to (dansende eller mimende) grupper af engle eller væsner. Koreografen Marie Brolin-Tanis fortolkning af disse sparsomme anvisninger var at skabe en "koreografisk opera" for 18 dansere, der skulle være "fysiske forlængelser af sangernes stemmer". For at opnå det, lod hun danserne være tilstede ved stemmeprøverne, hvor de skulle stå ansigt til ansigt med sangerne for at læse og lære sangernes attack, pauser, åndedrag og syngemåde.

Olesens partitur bevæger lytteren på mange forskellige måder. Flydende og overvældende i dets blanding af stilarter – Richard Strauss, ragtime, musical og mere, synes at bryde igennem det fremherskende modernistiske tonesprog – en endeløs kilde til overraskelse og fornøjelse. Ofte befinder musikken sig et sted tæt på det transcendente, når den udfolder sit udtryk, til tider eksplosivt, i store, bølgende bevægelser; dens berusende klange fremkalder en fantastisk atmosfære, fuldstændigt passende til dramaet; det endelige højdepunkt er fintvævet og kraftfuldt bevægende. I princippet kunne Olesens beslutning om at holde sangerne ude af syne og erstatte dem med dansere synes problematisk, ikke mindst fordi den direkte visuelle kontakt til den syngende protagonist går tabt. Men fordelen, i det mindste i denne udførelse, er, at den visuelle del beriges enormt af de dansende kroppe, der helt er overgivet en stiliseret, udtryksfuld og ubegrænset bevægelse, fuldendt udført. Som det skal være, har scenografien intet med virkelighed at gøre: det overdådige design er abstrakt og afhænger helt af lyssætning og videoprojekioner. Præstationerne er fremragende. Dorian er, tankevækkende nok, kontratenor; Andrew Radley brillerer i rollen med sit store register og sin udtryksfuldhed. Jonathan Best udførelse af rollen som Lord Henry Wotton er dybt rørende, uanset hvad der for mig synes som et behov for en større klanglig variation og en bedre kontrol over et for insisternde bas-vibrato. James Bobby er med sin klare og stærke bariton, en overbevisende James Vane. Jenny Thiele er et virkeligt fund. Hun har en dejlig stemme, med rødder i den tyske populærmusik som hun er hentet fra, og hun redegør vidunderligt for noget af den mest slåede musik i operaen.

Christopher Ballantine, Opera Magazine marts 2017

TheWholeNote

The Picture of Dorian Gray
Ideerne bag denne DVD gjorde mig nysgerrig, fordi jeg spekulerede på - som mangeårig operagænger - hvordan man kunne lave en koreograferet opera med sangerne offstage. I The Picture of Dorian Gray lykkedes begge ting og mere end det. Oscar Wildes historie er fuld af saftige temaer sammen med hemmeligheder, forfald, kunstens betydning og selvfølgelig den Mefistofileske præmis om Dorian, der sælger sin sjæl for evig skønhed og ungdom. Produktionen af Thomas Agerfeldt Olesen’s opera har masser af godt for øjet og øret, der ikke irriterer publikum med ideen om usynlige sangere, men mere gør en dyd ud af dem. At klippe til sangerne er lige så spændende som når MET klipper til offstage mellem akterne i HD. Forvandlingen af Dorian Grays portræt realiseres overbevisende med videodesign og overflødiggør en vidtgående scenografi, og kostumerne rækker fra modificeret tidstypisk tøj til noget, der er som taget fra Cirque du Soleil. Selvom jeg ikke ved meget om dans, kunne jeg sætte pris på dens omfortolkning af historien, der forløste opgaven om at repræsentere de sungne roller, som var koreografen og instruktøren Marie Brolin-Tanis mål. Jeg var overrasket over at talte ord og talrige Broadwaymusical-agtige mellemspil ikke fik mig til at mene, at dette ikke var opera. Hele produktionen smelter sammen til en ny Gesamtkunstwerk-genre, og om det er takket være instruktionen, koreografien, de udøvende eller dem alle tilsammen, så var det den slags, CanStage kunne være med tl at producere. Hm, jeg må skrive til Matthew Jocelyn…

Vanessa Wells, TheWholeNote, 25/10 2016

Opera News

DVD’en af den danske komponist Thomas Agerfeldt Olesens The Picture of Dorian Gray, der baserer sig på Oscar Wildes Roman af samme navn, beskriver værket fra 2013 som en koreograferet opera - det betyder for Den Jyske Operas produktion, at al sang kommer fra sangere i orkestegraven, mens enhver sanger har sit dansende modstykke på scenen, som fortolker værket visuelt gennem stiliseret bevægelse. Det kræver noget lige at vænne sig til. (Selv bookletten anerkender at det er “forvirrende” til at begynde med). Den fantasifulde iscenesætter Marie Brolin-Tanis arbejde er mangefacetteret og ekspressivt, men det er også distraherende og lejlighedsvist på grænsen til parodi. En særlig undtagelse er orgie-scenen i anden akt, der afspejler Dorians nye hedonistiske livsstil, hvor den koreografiske indfaldsvinkel giver mening, fordi deltagerne, i forskellig grad af nøgenhed, danser eller udøver sexuelle scener til dem drømmeagtige, lidt skæve vaudeville-musik.
Olesens eklektiske partitur, med en kreativ og intellektuelt udfordrende libretto på engelsk af Alasdair Middleton, forener usædvanligt forskellige stilarter. Komponisten bevæger sig uanstrengt fra vimse teksturer og bidende, kraftfulde harmonier til opulent romantik og svingende dansemusik. Eneste løse skud er den letfordøjelige musik til Sybil Vane (den fortabte skuespillerinde, der er forelsket i Dorian), som er så folkemusikagtig, at den er banal. Jenny Thiele, som synger rollen, lyder dejlig – som Judy Collins – men denne stil går ikke i spænd med de andre. Olesen for dog vist, at han kan komponere i næsten alle genrer.
Blandt mændene synger kontratenoren Andrew Radley med en beundringsværdig klarhed og giver Dorian en tydelig overjordiskhed. Han er bedst i en rædselsvækkende passage, hvor Dorian, repræsenteret af den fremragende danser Maximillian Schmid, konfronterer det færdige portræt og raser mod at det har overtaget hans ældning. Basil Hallward, den forelskede maler af portrættet, er en talt rolle, der gives en drømmende indadvendthed af James Bobby. Bobby synger dog også, da han er dobbeltcastet som baryton i rollen som James Vane (Sybils bror), som mistror Dorian og advarer sin søster om at holde sig væk. Som Vane synger Bobby med en agressiv kant og lyder som en anden person. I anden akt raser han fantastisk over søsterens død, suppleret af det bevægelige, intense nærvær af danseren David Price. I en slående scene har Vane en erotisk pas de deux med en prostitueret, mens han synger upassende om sin søsters ideelle renhed (den prostituerede, portrætteret på scenen af den forførende danser Katya Nielsen, med paryk af kaskader af rødt hår, synges med fyldig stemme af Bolette Bruno Hansen, som også dygtigt giver stemme til Mrs. Vane). Bassen Jonathan Best synger Hallwards intellektuelt forførende ven Lord Henry Wotton med stålsat overtalende autoritet. Best og Radley har en meget smuk duet i den sidste scene. Operaen giver Aarhus Symfoniorkester – under ledelse af den eksemplariske dirigent Joachim Gustafsson, rig lejlighed til at vise sin alsidighed.

Joshua Rosenblum, Opera News, vol. 81 no. 8

More in this category: Billedforfald og sangdans »